Farum skovebørnehave

EN BØRNEHAVE MED SJÆL, IDÉ, STEMNING OG PULS!

Farum Skovbørnehave er en privat selvejende institution med to fastansatte medarbejdere. Vi optager børn i alderen 2½-6 år. Vi sætter respekten og engagementet i det enkelte barn meget højt.

I vores elektroniske hverdag er det af allerstørste betydning, at vi ikke slipper forbindelsen til naturen. Det er godt og trygt at vide, at vi mennesker også er en del af naturen, at vi er med i hele dette store kredsløb. Skoven er et paradis for samlere og børnene opøver deres evne til at sortere, finde ligheder og forskelle. I skoven findes kogler, bær, svampe, kastanjer, fjer, blade, uglegylp og meget mere. Der er orme og biller – og der kan klatres og mases og man kan få våde tæer i bækken om sommeren og se bækken blive til is om vinteren.

I skoven findes både løv- og granskov, begge slags er rigt begunstiget i Farum Lillevang. Her er brede veje og her er små stier, store og små bakker. Glentemosen med masser af grantræer, her kan vi altid finde ly og læ i storm og altid finde et sted, hvor vi kan være i tørvejr

Børnene oplever dyrene i deres rette element, de ser, at her findes der dyr, der har et selvstændigt liv og som ikke bruges til kæledyr. De store dyr ser vi kun sjældent, da børn jo ikke går lydløst omkring, dog ser vi jævnligt råvildt og harer. Egernet ser vi ofte springe fra gren til gren eller pile hen over skovbunden, store og små fugle af mange slags og spætten, der borer i træerne, så det kan høres langt væk. Vi ser rævehuler og musehuller og friske muldvarpeskud.

Om vinteren ser vi efter dyrespor i sneen, der er spor efter både ræv, egern, rådyr, hare, mus, fugle – og så naturligvis efter heste. Børnene har en fantastisk iagttagelsesevne og opdager straks den mindste forandring omkring dem.

Vinteren byder forhåbentlig på sne og frost, Farum Lillevang har meget kuperet terræn til gode kælketure på bukserumpen.

Børnene maser rundt, balancerer, klatrer, slæber på store kæppe og sten, eksperimenterer hele tiden med tyngdekraften, går på ujævn terræn, alt er en styrkeprøve med deres egen krop. Børn trives bedre, når de er meget ude. God plads, frisk luft, motion og lys giver mindre stressede og syge børn, og det giver glade og tilfredse børn med energi til at opleve, lære og udvikle sig.

 

Målsætning

AT SKABE GLÆDE OG TRYGHED HOS BÅDE BØRN OG FORÆLDRE I EN LET GENKENDELIG HVERDAG HVOR RESPEKT OG HENSYNSTAGEN TIL NATUREN ER ET MUST.

Værdier


:  Glæde

:  Tryghed

:  Natur

:  Leg

:  Fantasi

:  Venskab

:  Selvværd

:  Selvtillid

:  Selvstændighed

:  Hensynsfuldhed

 

Personale

 

LEDER

Grethe Teilmann Toustrup
Mobil: 2613 0188
mail@farumskovboernehave.dk

 

Pædagogisk medhjælper

Britt Mariager

 

 

 

 

ARBEJDSTILSYNETS grønne smiley

Vi har den grønne smiley fra Arbejdstilsynet.

Læs mere her...