Er du vores nye leder?

Brænder du for naturen og for at lede tæt på, i en børnehave hvor vi arbejder for det gode børneliv?

Hvem er Farum Skovbørnehave

Farum Skovbørnehave er en privat institution med ca. 20 børn i alderen 3 til 6 år, og vi har eksisteret i over 35 år.

Vores værdigrundlag bygger på det gode børneliv med frisk luft, masser af lys, stimulering af kreativiteten, højt til loftet og længere til væggen, mindre støj, super motorik, bedre koncentration, færre konflikter, harmoni og sammenhold. 

Vores dag starter i en spejderhytte i grønne omgivelser, i gåafstand fra Frederiksborgvej (med busstoppested) eller Farum station. Her samles vi om morgenen og tager med lejebus ud til vores lille planteskolehus i Farum Lillevangskoven. Planteskolehuset er udgangspunktet for leg og samling, og herfra starter også vores daglige ture ud i skoven. Vi bruger dagen i skoven til læring og leg, vi har mange forskellige ruter i skoven, som varierer efter vejret og årstiden. Vi har også faste rutiner og regler for færden i skoven, som hjælper børnene til at skabe struktur og genkendelighed. Og så er vi en børnehave, der er rig på traditioner, med bl.a. fejring af højtider og teaterbesøg.

Om stillingen 

Vi søger dig, som ønsker at være tæt på børnene i dagligdagen i en fantastisk skovbørnehave, og dig som ønsker at være pædagogisk leder – måske har du endda siddet i en lignende stilling før. Vi har højt til loftet, og du får her en stilling, hvor du har tid til det daglige arbejde med børnene. Sidst men ikke mindst får du muligheden for at være leder i en velfungerende børnehave, hvor du samtidig kan være med til at sætte dit eget præg. 

Udover arbejdet med den pædagogiske ledelse og børnene, vil du have en række administrative opgaver, eksempelvis: ugeplanlægning, forældresamtaler efter behov, ventelistehåndtering og kontakten til kommunen. Økonomi og administration sker i samarbejde med Furesø Revision og i dialog med bestyrelsen. 

Du vil også have et tæt samarbejde med en aktiv forældrebestyrelse og en engageret forældregruppe. Der lægges op til fleksibilitet omkring tilrettelæggelsen af den administrative del af jobbet. Typisk vil den udgøre 1-2 dage pr. uge, som passende vil kunne klares fra hjemmekontoret. Resten af tiden bruges på det pædagogiske arbejde med børnene i skoven eller i vores huse og dine kolleger. 

I mange år har skovbørnehaven fungeret med to pædagoger (leder inkluderet), men i 2022 vil der vil blive opnormeret med endnu en pædagog og en pædagogmedhjælper. Således forventes det, at der   i ultimo 2022 vil være i alt 4 ansatte inkl. leder. 

Om dig og os 

Først og fremmest drives du af interessen for børn og deres udvikling, og du deler samme kærlighed og interesse for naturen som børnene og os. 

Da vi er en lille institution, hvor sammenholdet er stort og engagementet og glæden er høj, er det derfor vigtigt for os, at du har gode samarbejdsevner, kan reflektere og perspektivskifte i forhold til dine kollegaer, børn og forældre, og er lydhør og åben omkring din prioritering og pædagogiske linje. 

Vi kan tilbyde et arbejdsliv i naturen, nære kolleger, glade børn og tilfredse forældre, der ofte har haft flere børn i skovbørnehaven eller selv har gået der som barn. En børnehave med et godt renommé og en lang venteliste. Der er tradition for, at børnehaven holder lukket i vinterferie, juli måned, efterårsferien og hen over julen.

Har vi vakt din interesse? Det håber vi 😊 

Du er velkommen til at kontakte bestyrelsesmedlem, Jeppe Marker Svendsen på mobil: 60204250 / e-mail: farumskov@gmail.com eller leder, Grethe Teilmann Toustrup, e-mail: mail@farumskovboernehave.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen. Venligst benyt begge emails når du sender din ansøgning el. spørgsmål. 

Løn og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst.

Stillingen er på fuld tid. 

Vores adresse er: Farum Skovbørnehave, Grantoften, Frederiksborgvej 57, 3520 Farum. 

ANSØGNINGSFRIST 

Der indkaldes løbende til samtale